Når vi i dag går ad de små veje mellem husene i Grøndalsvænge, er det svært at forestille sig, at landskabet engang så helt anderledes ud. Her var ingen villaveje, stakitter eller haver. Her lå marker, folde og gårde, og en af dem var Fordresgården.
Gårdens historie kan følges gennem mere end hundrede år, og i arkiverne dukker de mennesker frem, som boede og arbejdede her længe før Grøndalsvænge blev til.
Før gården
Historien begynder faktisk før selve Fordresgården.
I materiale fra 1781 har vi fundet betegnelsen „Faaredys Agers“ knyttet til området. Vi ved samtidig, at fårehold spillede en væsentlig rolle på jorderne.
Det gør betegnelsen særlig interessant, fordi den måske kan være et tidligt spor til navnet Fordresgården. I senere kilder optræder forskellige stavemåder af gårdens navn, og vi arbejder derfor videre med at følge navnet baglæns gennem markbøger, matrikler og kort.
Fordresgården selv blev opført på Utterslev Mark mellem 1789 og 1800. Dengang befandt man sig langt ude på landet. København lå mod øst, mens landsbyerne Brønshøj, Vanløse og Utterslev lå omgivet af marker, enge og landbrug.
Det var dette landskab, Fordresgården var en del af.
En familie træder frem
Springer vi nogle årtier frem, begynder menneskene på gården at træde tydeligere frem i kilderne.
I folketællingen fra 1834 finder vi Fordresgården registreret som den femte gård. Her bor landmand Søren Pedersen og hans hustru Else Pedersdatter.
Hos dem bor deres 25-årige søn Ole Sørensen.
På dette tidspunkt er Ole endnu hjemme hos sine forældre, men det bliver ham, der kommer til at føre gården videre.
Den 26. april 1844 bliver Ole Sørensen gift med Ane Elisabeth Andersen fra Buddinge. Han er 34 år, hun er 20. Vielsen finder vi i kirkebogen for Gladsaxe Sogn.
Seks år senere viser folketællingen fra 1850, at Ole Sørensen nu står som gårdejer på Fordresgården. En ny generation har overtaget.
Livet på Fordresgården
Folketællingerne giver kun små øjebliksbilleder af livet på gården. Men lægger man dem efter hinanden, begynder en familiehistorie alligevel at tage form.
Ole og Ane Elisabeth fik børnene Søren, Niels, Edle Kirstine, Ole Peter og Lars, og familien voksede op med gården som både hjem og arbejdsplads.
Fordresgården var ikke blot et sted, hvor man boede. Den var en virksomhed. Året var bestemt af jorden, dyrene og årstiderne, og hele familien måtte på forskellig måde bidrage til driften.
Men i 1860 ændrede familiens liv sig brat.
Ole Sørensen døde den 15. april 1860, 51 år gammel.
Ane Elisabeth stod tilbage med børnene og gården. Hun fortsatte driften efter sin mands død, sandsynligvis med hjælp fra familien og gårdens folk.
Hun døde selv blot otte år senere, den 5. september 1868, 45 år gammel.
Dermed stod næste generation over for at skulle føre Fordresgården videre.
Sønnen overtager
Det blev Søren Peter Sørensen, der overtog gården.
I folketællingen fra 1870 er han 24 år og bor på Fordresgården sammen med sin 20-årige hustru Ane Birgithe Hansen.
Flere af hans søskende er stadig på gården: Niels Peter Sørensen, Ole Peter Sørensen og Lars Peter Sørensen.
Men familien var ikke alene.
Fire tjenestefolk boede og arbejdede på Fordresgården: Johannes Daniels Larsen, Jens Jensen, Niels Johannesen og Mette Andersen.
Det fortæller noget om gårdens størrelse. Fordresgården var ikke et lille husmandssted, men et landbrug, som krævede flere mennesker for at fungere.
Her har været en hverdag med dyr, marker, vogne, redskaber og mennesker, der arbejdede fra tidlig morgen. Hvor vi i dag ser boliger og haver, har man dengang set ud over dyrkede marker og græssende dyr.
Den sidste gårdmand
Tyve år senere møder vi familien igen.
Ved folketællingen i 1890 er Fordresgården registreret som familie nr. 10 på matrikel 11a og 11b.
Søren Peter Sørensen er nu 45 år. Han bor stadig på gården sammen med sin hustru Ane Birgithe Sørensen, 40 år, og deres 18-årige søn Oluf Anders Sørensen.
Også denne gang finder vi ansatte på gården.
Her bor Birthe Christine Larsen, 21 år, Lars Fredrik Sqgbrovsky, 19 år, og Laurits Kulkmand, 33 år, registreret som tyende.
Men Søren Peter Sørensen skulle blive den sidste gårdmand på Fordresgården.
For uden for gårdens marker var verden ved at ændre sig.
København nærmer sig
I slutningen af 1800-tallet voksede København med voldsom fart.
Kommunen vidste, at byen før eller siden ville brede sig ud over de gamle grænser, og begyndte derfor at købe store landbrugsarealer uden for byen.
Fordresgården blev en del af denne udvikling.
Københavns Kommune købte gården, og dermed sluttede familiens tid som ejere og gårdmænd på stedet.
Kommunen nedlagde dog ikke landbruget med det samme. Ole Baun Nielsen blev indsat som gårdbestyrer og fortsatte driften frem til 1922.
Det er et interessant mellemstadium i områdets historie.
Fordresgården var ikke længere en traditionel slægtsgård, men jorden var heller ikke blevet til by endnu. I en periode fortsatte gårdens gamle liv, nu med Københavns Kommune som ejer.
Men byen rykkede stadig nærmere.
Fordresgården forsvinder
Efter at Ole Baun Nielsen stoppede som bestyrer i 1922, var Fordresgårdens tid ved at være forbi.
Gårdens bygninger blev revet ned i perioden 1922–1928.
Et landskab, der gennem generationer havde været præget af landbrug, begyndte nu at ændre karakter. Marker blev udstykket, nye veje blev anlagt, først haveforeninger og senere huse og haver bredte sig over de tidligere landbrugsjorder.
På og omkring de gamle jorder voksede Haveboligforeningen Grøndalsvænge frem.
Hvor der tidligere havde været gårde, dyr og marker, opstod et helt andet boligideal: små huse med egne haver, lys og luft og et fællesskab omkring boligerne.
Fordresgården forsvandt fysisk.
Men jorden blev liggende.
Sporene findes stadig
Det er måske det fascinerende ved lokalhistorie.
Et hus kan blive revet ned. En gård kan forsvinde. Veje kan skifte navn, marker kan blive bebygget, og efter nogle generationer kan næsten ingen længere huske, hvad der lå på stedet.
Men sporene forsvinder ikke nødvendigvis.
De ligger i gamle matrikler og kort. I kirkebøgerne. I folketællingerne. I skødeprotokoller og arkiver. Og nogle gange gemmer de sig i et mærkeligt gammelt navn skrevet med en håndskrift for mere end 200 år siden.
„Faaredys Agers“ fra 1781 er et af de spor, vi nu forsøger at følge.
Måske kan det fortælle os mere om fåreholdet på jorderne. Måske kan det også bringe os nærmere en forklaring på, hvordan Fordresgården fik sit navn.
Det ved vi ikke sikkert endnu.
Derfor fortsætter arbejdet.
For bag historien om selve gården ligger også historierne om menneskene: Søren Pedersen og Else Pedersdatter, Ole Sørensen og Ane Elisabeth, deres børn, Søren Peter Sørensen og hans familie – og alle de karle og piger, som gennem årene havde deres arbejde og hverdag på Fordresgården.
Hvad blev der af dem? Hvor kom de fra? Hvor rejste de hen? Og hvad skete der med familien, da kommunen overtog gården?
Det bliver nogle af de historier, vi vender tilbage til.
For næste gang man går gennem Grøndalsvænge, kan man prøve at forestille sig stedet uden husene.
For lidt over hundrede år siden var dette stadig et landbrugslandskab.
Og et sted her lå Fordresgården.
Fordresgården i folketællingerne
Fordresgården og familierne på gården kan følges gennem en række af 1800-tallets folketællinger. De giver os små øjebliksbilleder af, hvem der boede på gården, familieforholdene og de mennesker, der arbejdede der.
1834 – Fordresgården, 5. gård
Ole Sørensen, 25 år, bor hjemme hos sine forældre, landmand Søren Pedersen og Else Pedersdatter.
1840 – Fordresgården
Familien kan fortsat følges i folketællingen. Fire år senere, den 26. april 1844, bliver Ole Sørensen gift med Ane Elisabeth Andersen fra Buddinge.
1850 – Fordresgården, 1. gård
Ole Sørensen, 41 år, står nu som gårdejer.
Hustru: Ane Elisabeth Andersen.
1855 – Fordresgården, gård nr. 71
Ole Sørensen, 46 år, kan fortsat findes på gården.
1860 – Fordresgården, gård nr. 58
Ole Sørensen, 51 år. Han dør den 15. april 1860.
Hans hustru Ane Elisabeth Sørensen, født Andersen, fortsætter efter hans død som enke på gården. Hun dør den 5. september 1868.
Børnene omfatter Søren Sørensen, Niels Sørensen, Edle Kirstine, Ole Peter Sørensen og Lars Sørensen.
1870 – Fordresgården, 1. gård
Næste generation har nu overtaget. Søren Peter Sørensen, 24 år, står som gårdens mand og bor sammen med sin hustru Ane Birgithe Hansen, 20 år.
På gården bor desuden hans brødre Niels Peter Sørensen, Ole Peter Sørensen og Lars Peter Sørensen.
Der er fire tjenestefolk: Johannes Daniels Larsen, 25 år, Jens Jensen, 22 år, Niels Johannesen, 26 år, og Mette Andersen, 19 år.
1890 – Fordresgården, familie nr. 10, matrikel 11a og 11b
Gårdejer Søren Peter Sørensen, 45 år.
Hustru Ane Birgithe Sørensen, 40 år.
Søn Oluf Anders Sørensen, 18 år.
Tyende: Birthe Christine Larsen, 21 år, Lars Fredrik Sqgbrovsky, 19 år, og Laurits Kulkmand, 33 år.
Søren Peter Sørensen bliver den sidste gårdmand på Fordresgården. Efter Københavns Kommunes overtagelse bliver Ole Baun Nielsen indsat som gårdbestyrer og fortsætter driften frem til 1922.
Folketællinger anvendt
FT 1834 · FT 1840 · FT 1850 · FT 1855 · FT 1860 · FT 1870 · FT 1890
Folketællingerne gør det muligt at følge Fordresgården gennem flere generationer – fra Søren Pedersen og Else Pedersdatter over sønnen Ole Sørensen til barnebarnet Søren Peter Sørensen, den sidste gårdmand før Københavns Kommunes overtagelse.