Fra middelalderens Vanløse til nutidens grønne oase ved Godthåbsvej spænder Grøndalsvænges historie over otte århundreder. Det, der begyndte som agerjord under Roskilde bispestol, blev gennem reformer, byplanlægning og social boligpolitik til Danmarks største haveboligbebyggelse – et levende eksempel på, hvordan idealer om lys, luft og fællesskab kan formes i mursten.

1186–1795 · Vanløses marker

Vanløse nævnes første gang i 1186, da biskop Absalon testamenterede området til Roskilde bispestol. Området bestod af landsbyjorder, opdyrket af bønder i fællesskab, indtil landboreformerne i slutningen af 1700-tallet ændrede alt. I 1780 blev landsbyens 14 gårdmænd enige om udskiftningen: fællesskabets vange og markstrimler blev afløst af samlede jordlodder. I den forbindelse blev der anlagt en ny vej fra Ålekistehuset i syd til Skjulhøj i nord – det nuværende Ålekistevej.

1795–1898 · Gårde og gartnerier

Efter udflytningen opstod gårde som Vanløsehøj, Skjulgård, Kirkegård, Bygården, Katrinedal, Hyltegård (senere Bogholdergården), Skrædergården, Søgården, Thorupgård, Fossgården og Jochumsens gård. Grøndalsgården lå dér, hvor Grøndalsvej i dag løber ud i Godthåbsvej, og navnet “Grøndal” henviser til dalen, hvor Grøndalsåen løber mellem Lersøen og Damhussøen. I 1795 købte hestehandler Lars Peder Jensen Wolff og hans hustru Christiane Margrethe Nielsen en del af ejendommen og opførte i 1803 en firlænget gård med bindingsværk og tegltag. I slutningen af 1800-tallet blev de gamle landbrugsjorder gradvist omdannet til gartnerier; omkring 1900 fandtes der over 50 gartnerier i Vanløse – en udvikling, der fortsatte indtil 1930.

1898–1908 · Kommunale opkøb og planlægning

I 1890’erne forudså Københavns politikere, at den hastigt voksende befolkning ville skabe behov for nye boliger. Under borgmester Borup begyndte kommunen at købe store jordarealer uden for byen, herunder Hulgården og Fordresgården i 1898. I 1901–1902 blev Brønshøj, Vanløse og Vigerslev indlemmet i Københavns Kommune – en beslutning, der tredoblede kommunens areal. I 1908–09 udskrev kommunen en international byplankonkurrence for de nyindlemmede områder. Konkurrencen blev vundet af den tyske stadsgeometer Carl Strinz, der foreslog et net af slyngede, romantiske veje i stedet for det stive gademønster fra brokvartererne. Selv om det var andenpræmien – udarbejdet af den senere stadsingeniør Aage Bjerre – der fik størst praktisk betydning, kom Strinz’ idéer til at præge udviklingen i områder som Grøndalsvænge.

1911–1928 · Haveboligbevægelsen og byggeriet

Visionen om en ny boligform opstod som reaktion på den københavnske boligkrise og de overbefolkede brokvarterer. Inspireret af den engelske byplanlægger Ebenezer Howard og hans idé om Garden Cities of To-Morrow stiftede sagfører F.C. Boldsen i 1912 Dansk Haveboligforening. Initiativet til Haveboligforeningen Grøndalsvænge kom dog allerede i 1911 fra to journalister ved Social-Demokraten, Jens Tornum og H. Lundbeck, som ønskede at bygge billige, sunde boliger til arbejderfamilier. Det særlige ved Grøndalsvænge var, at boligerne skulle ejes i fællesskab gennem en forening – ikke af enkeltpersoner. Efter forhandlinger med Københavns Kommune fik man i 1914 adgang til et areal nord for

Grøndalåen. Til at tegne bebyggelsen blev udvalgt arkitekterne Poul Holsøe og Jesper Tvede, som arbejdede tæt sammen i disse år. De skabte 15 forskellige hustyper i stilarten Bedre Byggeskik – en dansk fortolkning af nyklassicismen præget af kvalitet, enkelhed og gode materialer. Byggeriet foregik i fire etaper mellem 1915 og 1928. I alt blev der opført omkring 389 huse – flere kilder nævner op mod 390. De første etaper bestod af enkelthuse, de senere af dobbelthuse. Alle huse fik røde vingetegl, hvidmalede stakitter og små haver på 320–600 m². Vejene fik navne som Æblevej, Hindbærvej, Hyldebærvej, Mirabellevej, Morbærvej og Vindruevej – en hyldest til natur og havebyens idealer.

1930–1970 · Fællesskab og stabilitet

I 1930 oprettede foreningen en social fond til støtte for beboere i økonomisk nød – et tidligt udtryk for den solidaritet, der kendetegner bebyggelsen. Grøndalsvænge forblev en selvforvaltet haveboligforening frem til 1970, hvor den blev omdannet til Andelsboligforeningen Grøndalsvænge. Denne ændring fulgte en national udvikling, hvor mange ældre boligforeninger blev moderniseret med klarere juridiske strukturer, men uden at miste fællesskabsidealerne.

1979–nu · Fritidsforening og levende fællesskab

I slutningen af 1970’erne opstod et ønske blandt beboerne om at styrke naboskabet og skabe sociale aktiviteter på tværs af generationer. Dette førte i 1979 til dannelsen af Grøndalsvænge Fritidsforening, der fik til huse i lokalerne på Vindruevej 2B. Lokalerne blev indrettet til fællesarrangementer og udlejning til private begivenheder som barnedåb, konfirmation og bryllup. Fritidsforeningen blev hurtigt et vigtigt samlingspunkt for kvarteret, og mange af de traditioner, der kendetegner området i dag, udspringer herfra. Foreningen ejer og vedligeholder to legepladser: Mirabellelegepladsen og Æblelegepladsen, som fortsat bruges flittigt af kvarterets børn. Hvert år afholdes fastelavn med tøndeslagning, høstfest med æblemost og fejring af den historiske retssag, som foreningen vandt mod Københavns Kommune i 2015. Disse arrangementer holder fællesskabet levende og binder generationerne sammen.

I dag

Grøndalsvænge fremstår stadig som en af Danmarks bedst bevarede havebybebyggelser og et levende monument over Bedre Byggeskik-bevægelsen. De slyngede veje, frugtvejnavnene, de røde tegltage og hvide stakitter danner en helhed, der udstråler både arkitektonisk harmoni og menneskelig skala. For mange familier er husene gået i arv gennem generationer – ikke blot som ejendom, men som en del af familiens identitet og historie.